onsdag den 11. marts 2015

Fantastisk Nachos ost (nødde-, soya- og oliefri)




 Jeg prøvede en ny ostesauce forleden og min kæreste og jeg var enige, den var intet mindre end fantastisk. Lækker, cremet og så var den helt uden fedt!

Når jeg møder en opskrift med så mange gode egenskaber så er der kun et sted til den; min blog =)


Jeg smagte den (eller en variant ihvertfald) til mit første møde med Mad med Medfølelse, det var sommerfesten 2013, jeg syntes den var sindsyg god men da jeg fik at vide hvad den var baseret på kunne jeg næsten ikke tro det.

Kartofler og gulerødder???

Nej vel? Men jo. De gode gamle ingredienser vi kender som det sædvanlige tilbehør til vores hovedretter, har slået sig sammen og har skabt noget unikt.



Ostesaucen er helt perfekt til nachos fordi den er flydende, men du kan lige regne med at jeg også har tænkt mig at prøve den på pizza, uh. og måske på lasagne, mon man kan lave en ostetærte?? Så mange spændene idéer =D


Til opskriften Watson!

Ingredienser:

Grundopskriften:
  •  5 dl. kartofler skåret i tern
  •  2,5 dl. gulerødder skåret i tern
    • Vand til at dække
  • 3/4 dl. plantemælk (jeg brugte havre)
  • 1,2 dl. vand
  • 1-3 tsk. salt (smag til tilsidst)
  • 1 spsk. citron saft
  • 1,2 dl. Gærflager
Jeg tilsatte desuden:
  • 1 tsk. hvidløgspulver
  • 1 tsk løgpulver
  • ½ tsk. paprika
  • ½ tsk. cayenne
  • 1 tsk. karrypulver (jeg brugte "original indisk karry" fra Tiger)
  • 1 tsk. røget paprika

Fremgangsmåde:
  1. Kom kartofler og gulerødder i en gryde, dæk med vand og kog indtil godt møre (du behøver ikke at komme salt ved), hæld vandet fra.
  2. Kom dem samt resten af ingredienserne i en blender og blend det godt indtil en helt cremet konsisten.
  3. Smag på den og tilsæt flere krydderier hvis du syntes den mangler (den skal helst have meget smag).
  4. Så er den klar til at hælde på nachos, den behøver ikke at varmes op pga. de varme rodfrugter, så hav evt. nachos i ovnen imens du laver saucen =)





(Inspiration: veryveganrecipes.com/amazing-vegan-nacho-cheese-ever/2/)