tirsdag den 14. januar 2014

Hashbrowns (og bonus! Hashbrown pizza)



Jeg søger altid nye måder at lave pizza på. Det er især bunden der er sjov at lege med.

Dette er et forsøg på at bruge kartofler som bund, det er egentlig "bare" hashbrowns" med fyld, men det ændrer ikke på at det smager super lækkert.

Jeg lavede en anden pizzasauce end min traditionelle da jeg følte at den ville gå bedre med kartoflerne. Siraccha skulle også være godt til =)

Tricket til at få sprøde hashbrowns er at presse så meget væske ud af kartoflerne som muligt inden stegningen. Man kan endda få en speciel presser (en stor hvidløgspresser) til at presse vandet ud.

Ingredienser:
(nok til 2 pizzaer)

Bund (hashbrowns):
  • 6 medium kartofler - skrællede
  • 2 spsk. oliven olie
  • Salt & peber
Sauce:
  • 2 spsk. Beauvais ketchup
  • 2 spsk. BBQ sauce
  • 2 spsk. Ajvar
Fyld:
  • 8 champignoner - i skiver
  • 1 løg - groft hakket
  • 2 peberfrugt (jeg vil anbefale grøn) - i medium tern
  • 2 små grønne chili - fint hakket
  • 4 cherry tomater - i skiver
Fremgangsmåde:

1: Riv kartoflerne på et groft rivejern. Kom dem i en skål og dæk med vand.


2: For at fjerne stivelsen så rod lidt rundt i det. Skift vandet og rod rundt igen. Skift vandet en sidste gang (det skulle meget gerne være klart nu). Hæld det ud i en si og pres så meget vand ud af strimlerne som du kan.

3: Læg 2 stykker køkkenrulle i bunden af en skål og hæld kartoffelstrimlerne i. Stil et varm sted i 30 min for at få det sidste ud. (hvis man har en kartoffelpresser så brug den)


4: Varm olivenolie op i en tykbundet pande v. medium-høj varme, indtil det sitrer når man lægger noget i den. Kom halvdelen af kartoffelstrimlerne i og spred det ud i et tyndt men sammenhængende lag.


5: Krydr med salt og peber, og pres det sammen med en ske.

6: Lad det stege indtil bunden er gyldenbrun (ca.10 min.). (Den må gerne være meget mere gylden end min er på billedet)


7: Steg champignoner og løg ved medium varme i en anden pande, (bare så de ikke er rå, de skal ikke brunes.)

8: Når kartoflerne er blevet gyldne og sprøde på den ene side skal den vendes. Dette gøres nemmest ved at placere en stor tallerken ned i panden (bunden i vejret), presse på tallerkenen og vende pande og tallerken om samtidig. Skub langsomt kartoffelpandekagen ned på panden igen så den anden side kan blive stegt. (det er meget nemmere end det lyder =)

9: Bland saucerne sammen, og spred et tyndt lag ud på den nu stegte side. Fordel (halvdelen af) fyldet ovenpå og lad den steg færdigt.


10: For at få at på en tallerken bruges samme trick man brugte til at vende den, først på en tallerken og så over på en anden tallerken så den vender "rigtigt".


11: Lav den anden pizza på samme måde og server dem med frisk salat og agurk, samt mere sauce =)


Ja! der er en pizza under salaten =D




(Inspiration: http://www.simplyrecipes.com/recipes/crispy_hash_browns/)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar