fredag den 27. juni 2014

Glutenfri pizzaboller



Maj måned har jeg prøvet at være glutenfri for at se om jeg kunne mærke en ændring i min krop. Der skete ikke det helt store (sammenlignet med nogle af mine venner), men der var dog nogle positive ting ved det, 1; jeg blev til tider mere klar i hovedet. 2; jeg spiste ikke så meget brød. 3; jeg lærte en hel masse spændende om det glutenfrie køkken.

Jeg er ikke 100% glutenfri længere, men jeg laver stadig en masse glutenfrie ting, fordi jeg syntes det er spændende at presse mig selv, især i køkkenet.

Jeg brugte disse pizzaboller til burgere, se opskriften hér.



Ingredienser:
  • 20 g. gær
  • 5 dl lunkent vand
  • 1,5 tsk. honning
  • 1 tsk. salt
  • 2,5 spsk. olivenolie
  • 2 1/3 spsk. FiberHUSK 
  • 200 g spinat - hakket (optøet og drænet)
  • 2/3 dl oliven - fint hakket (kan undlades)
  • 1 dl soltørrede tomater - fint hakket (kan udelades)
  • 1 dåse tomatpure
  • ½ tsk. oregano
  • ½ tsk. timian
  •  80 g kikærtemel
  • 110 g majsmel
  • ca. 275 g fuldkornsrismel
 Fremgangsmåde:
  1. Opløs gæren i det lunkne vand, tilsæt honning og lad det stå i 5 minutter til det skummer.
  2. Kom salt, olivenolie og fiberHUSK i og pisk det godt sammen med et piskeris. Lad stå i 5 minutter til det bliver som gelé.
  3. Rør fyldet i; spinat, oliven, soltørrede tomater, tomatpure, oregano og timian.
  4. Tilsæt kikærtemelet, majsmelet og ca. halvdelen af rismelet og rør det sammen med en røremaskine eller elpisker med dejkroge på. Tilsæt mere rismel indtil det er en fast dej.
  5. Drys rismel på bordet og skrab dejen ud på. Ælt den med hænderne og tilsæt rismel, indtil det er en nogenlunde fast dej. (glutenfrie deje er mere klæbrige end glutendeje.)
  6. Del dejen i 12 stykker og form dem til boller. Læg dem på en bageplade med bagepapir.
  7. Hæv tildækket i 1 time.
  8. Bag dem i 30 minutter på 200 gr. (180 gr. varmluft).
  9. Lad dem køle af, og server.

 

(Inspiration: glutenfristart.dk/glutenfri-pizzaboller-med-spinat/ )

Ingen kommentarer:

Send en kommentar