lørdag den 27. juni 2015

Jordbær drømmekage



Jeg fik lyst til drømmekage, men jeg havde også lyst til jordbær.. What to do, what to do...!? En kombination!

Og således blev jordbær-drømmekage født!

Jeg ville egentlig gå ud fra Mia Sommers drømmekage men da jeg prøver at undgå tilsat fedt så gik den ikke rigtig. Men så er det godt at man bare kan lave sin egen opskrift, for hvis der er noget som kage er, så er det medgørlig - det er næsten som om at ingredienserne godt ved at hvis de bare gør sig umage så kan de blive til lækker kage =D

Da den blev taget lidt på slump så derfor er mel og sukker mængderne lidt øhm.. specielle..

Ingredienser:

Det tørre

  • 340 g. hvede mel
  • 160 g. sukker
  • 1,5 tsk. vanillesukker
  • 1 tsk. natron
  • 1,5 tsk. bagepulver

Det våde

  • 1 brev jordbærgrød
  • 1 lille moden banan
  • 2,5 dl. sojamælk
Snask:
  • 1 dl. soja mælk
  • 4 spsk. brun farin
  • 1,5 dl. kokosmel
  • 8 dadler
  • 1 spsk. sirup
Fremgangsmåde:
  1. tænd ovnen på 180 gr. og klargør en form (jeg brugte en springform med Ø 24 cm)
  2. Bland alle de tørre ingredienser i en skål og alle de våde ingredienser i en anden skål (mos bananen med et piskeris.
  3. Kom det våde i det tørre (tjek konsistensen, hvis det er for tyk så tilsæt lidt sojamælk)
  4. Kom dejen i formen og bag i ca. 20-30 minutter.
  5. Imens den bager så laves snasken.
  6. Kom alle ingredienser i en lille gryde og varm det op.
    1. DISCLAIMER! Det blev lavet meget på slump så her skal du nok holde et vågent øje (eller tunge) om det ser ud som du vil have det =)
  7. Efter det er blandet godt sammen og konsistensen begynder at nærme sig noget du kan lide så tag det af varmen og lad det stå og tykne.
  8. Når kagen er ved at være færdig så tjek med en bambuspind om midten også er bagt.
  9. Tag kagen ud af ovnen og stil den på en rist til at køle af.
  10. Når kagen er blevet lun kan snasken spredes ud over og lad det tørre ind imens kagen køler helt ned.
  11. Nyd din nydelige lyserøde jordbær-drømmekage =D



Det hvide og det røde klar til at blive blandet =D


Så skal den bare køles af :p

onsdag den 24. juni 2015

Madpandekager med portobello mix



Efter succéen med pandekagerne fik jeg lyst til også at lave pandekager til aftensmad. Jeg havde nogle portobellosvampe liggende og det blev til en super lækker ret som jeg helt sikkert skal have igen i fremtiden =)

Jeg har brugt min guide til pandekager til denne opskrift, men hvis du har én opskrift på madpandekager du bare er vild med, så brug den.


Ingredienser:




Fyldet består af 3 dele; Portobello svampe - Spinat/rødløg/hvidløg - Zucchini/peberfrugt

del 1:
  • Portobellosvampe
  • hvidløg - presset
  • Soya
  • vand
  • citron
  • lidt karrypulver
del 2:

  • ½ pose frossen spinat - optøet 
  • 1½ rødløg - fin t hakket
  • 3-4 fed hvidløg - finthakket
  • Muskatnød - revet
  • Peber
  • salt
  • vand
del 3:
  • ½ zucchini (/squash/courgette) - mellem hakket
  • 1 peberfrugt - fint hakket
  • 1 tomat - mellem hakket
Tilbehør
Fremgangsmåde:

Det forberedende
  1. Del 1: Rens svampene og fjern stokken. Kom marinade ingredienserne i en skål og miks dem sammen, kom svampene og marinaden i en pose og læg i køleskabet. (Jeg vil anbefale at lægge dem i marinaden flere timer i forvejen, men det er ikke nødvendigt, bare bedre ;) 
  2. Pandekagerne: Lav dejen og stil til at hvile i køleskabet i midst 15 min..
Madlavningen

fyldet del 1 - Svampene:
  1. Kom en rist i ovnen og tænd den på 200 gr.. Lad stå i 10 min.
  2. Når risten er varm så tag portobellosvampene ud af marinaden og læg dem på risten med lamellerne opad (du skulle gerne høre dem syde når de rammer risten). Med en ske kom nogle af hvidløgsstykkerne og lidt af marinaden op i hver svamp. 
  3. Stil svampende i ovenen og bag i 10-15 min.
Pandekagerne:
  1. Varm en non-stick pande på middelhøj varme og tag dejen ud af køleskabet.
  2. Tag omkring 1 dl. dej ud på panden og spred det ud til den tykkelse du kan lide (jeg er personlig vild med tykke pandekager!
  3. Steg indtil bobler formes og den er gylden langs kanten. Vend den og steg færdig på den anden side. Overfør til en tallerken.
  4. Fortsæt indtil der ikke er mere dej.
Fyldet del 2:
  1. Imens pandekagerne og svampene er igang så varm en stor pande op til middel-høj varme.
  2. Kom hvidløg, rødløg og spinat på imens den varmer op, tilsæt lidt vand.
  3. Når panden har nået middel-høj varme og løgene og spinaten har stegt et par minutter så tilsæt krydderiene og steg videre.
  4. Hvis det begynder at blive for tørt så tilsæt lidt vand.
Fyldet del 3:
  1. Når pandekagerne og svampene er ved at være færdige så slukker du for varmen til fyldet. tilsæt Zucchini, peberfrugt og tomat og vend det sammen med spinaten.
  2. Skær portobellosvampene ud i skiver og vend det forsigtigt i også.
Servering:

-Tag et par pandekager på en tallerken, kom fyldet på og dryp lidt hot sauce ud over.

=(^.^)=